Hormoner (græsk: Hormon: stimulerende, igangsættende) er signalstoffer fra kirtler i kroppen. De udløser forskellige reaktioner. Begrebet "hormon" blev først defineret af en engelsk fysiolog (ernest Henry Starling) i 1905.

Hormonernes sekretion kontrolleres ofte af kroppens feedback-systemer. Vores hormoner er steorider eller aminosyrederivater (aminosyrer, peptider eller proteiner). De dannes i din krops endokrine celler, i endokrine kirtler eller i dine parakrine celler. Dine hormoner sendes fra endokrine kirtler via blodbanen, til cellerne over længere afstande. Derimod sendes parakrine celler over korte afstand, og sendes ikke via blodet. 
Din bugspytkirtel er en endokrin kirtel, som bl.a. producerer hormonet insulin. I din hjerne er er to endokrine kirtler: Hypothalamus og hypofysen.Disse kan ses, som dine overordnede endokrine kirtler. De producerer overordnede hormoner som stimulerer udskillelsen af effekthormoner, som virker ude i kroppen. Din hypothalamus og din hypofyse kommunikerer med hinanden, som dels er via blodkar i din hypofysens forlap, og dels via hypofysens baglap og gennem centralnervesystemet. Et hormon produceret i hypothalamus, hvilket gør at den kan transporteres til hypofysen gennem både blodbanen og nervesystemet. Dine endokrine kirtler i kroppen er også meget aktive, de sender 80 gange så mange signaler nedefra og op til hovedet som modsat.

Der findes to overordnede typer hormoner. Den måde et hormon er bygget på, er væsentlig for hvordan det fungerer i kroppen. 

De Lipofile= fedtopløselige hormoner

Steroidhormoner er hydrofobe og derfor lipofile. Derfor trænger de let igennem cellemembranen, både på den endokrine celle, hvori hormonet dannes og i modtagecellen. I cytoplasmaet eller i cellekernen, reagerer de med kernereceptorer og starter transskriptionen af specifikke gener, for en bestemt udvikling af cellen.

De hydrofile = vandopløseligehormoner

Dine hydrofile hormoner kan ikke trænge igennem en cellemembran, da de bliver udskilt fra vesikler i den endokrine celle, og kommunikerer med modtagecellen via receptorer på cellemembranen i signaltransduktion. (i boldgade med G- protein-koblede receptoerer= GPCR).
 
Hvor de hydrofobe hormoner uden problemer trænger ind i modtagercellen, gør at deres biokemiske virkning er årsagen til, at de hydrofile bliver nødt til at kommunikere med receptorer på cellemembranens yderside. Når receptorerne stimuleres, udsender de en anden besked cAMP eller cGMP, som fører signalet fra hormonet videre til fx cellekernen.